Hvorfor er gode oplevelser vigtige for din livsglæde?

Hjem / Bliv inspireret / Hvorfor er gode oplevelser vigtige for din livsglæde?

af Mette Sejersen

maj 19, 2021

Oplevelser.

Det er lidt et buzzword i disse år og har lagt navn til både uddannelser, industrier og økonomier.

Så hvorfor fylder oplevelser så meget i arbejdet med noget så grundlæggende som livsglæde, spørger du måske.

Er en tur i en forlystelsespark, en koncertarena eller til en et all inclusive-hotel på en varm strand virkelig den bedste måde til at styrke livsglæden?

Både ja og nej. Det vender jeg tilbage til.

Så læs med og bliv klogere på:

  • Hvad er oplevelser?
  • Hvordan får livet mening af gode oplevelse?
  • Hvordan får jeg flere gode oplevelser i min hverdag?

Hvad er oplevelser?

Mange af os tænker på ekstraordinære begivenheder, når vi tænker på oplevelser. Ekstraordinære begivenheder, som vi deltager i nogle få gange om året.

I virkeligheden er oplevelser meget mere – eller mindre – end det. Oplevelser kan også være små øjeblikke i hverdagen, som har en særlig betydning for os.

Forestil dig en gåtur langs vandet i solskin. Hvis du holder af at være i naturen, vil du måske opleve glæde, mens du mærker solens varme i ansigtet. Det skarpe lys fra vandets refleksion, som får dig til at knibe øjnene sammen. Vinden mod kinderne. Lyden af bølgerne. Det tunge sand under dine fødder. Det vil være en god oplevelse for dig at gå lige dér langs vandet.

Gåtur ved vandet

Hvis du ikke holder så meget af naturen, ville glæden måske komme, hvis jeg bad dig om at forestille dig en uforstyrret time i køkkenet med gode råvarer i køleskabet, skarpe knive i knivblokken og friske krydderurter i vindueskarmen: Duften af smeltet smør på panden. Den spruttende lyd, når ingredienserne møder det smeltede smør.

Det vil være en god oplevelse for dig.

Person laver mad

Eller måske er du mere til spilaftner med vennerne? Fisketure? Løbeture? Familiemiddage? Eller noget helt syvende?

Oplevelser er altså øjeblikke og aktiviteter, som betyder noget for os, og som stimulerer vores sanser, følelser og fantasi.

Oplevelser behøver ikke kun være ekstraordinære begivenheder, som finder sted en sjælden gang i mellem. Der er plads til masser af små og store hverdagsoplevelser i vores liv.

Faktisk afhænger vores livsglæde af, at vi jævnligt har gode oplevelser.

Oplevelser giver livet mening.

Gode oplevelser er vigtigt, fordi de giver livet mening og glæde: Der på stranden, i køkkenet eller til spilaftenen med vennerne føler vi os tilstede. Vi sidder måske også med en følelse af, at alting er rigtigt og meningsfuldt lige dér.

Måske mærker vi, at alt det, som vi gik og bekymrede os om tidligere på dagen, faktisk hverken er så vigtigt eller alvorligt, som vi gik og forestillede os tidligere på dagen.

Når vi er i en oplevelse, som betyder noget for os, aktiverer den os og trækker os ind i nuet. Den minder os om, at vi er i live, og at livet er værd at leve. Og den giver os gåpåmod til at tackle store og små udfordringer, og troen på, at vi kan.

Magien varer desværre ikke evigt. Hverdagen melder sin ankomst igen i morgen, og det samme gør livets uforudsigelighed.  Men hvad nu, hvis der ikke giv flere måneder, inden du igen fik en god oplevelse, som virkelig gjorde dig glad? Hvad nu, hvis sådan nogle meningsfulde oplevelser var en tilbagevendende del af din hverdag?

Hvordan får du flere gode oplevelser i din hverdag?

Det gode ved, at oplevelser ikke kun er en tur i forlystelsesparker, til koncert eller på ferie er, at det bliver nemmere at få flere gode oplevelser i sin hverdag. Men hvordan?

Her er tre gode råd at starte med:

  • Find ud af, hvad der betyder noget for dig. Læs om de 4 kilder til livsglæde her og gå på opdagelse i din hverdag, mærk efter og bliv inspireret.
  • Nyd aktiviteten, når du udfører den. Giv dig selv lov og tid til virkelig at nyde den tid, du bruger på de små og store hverdagsoplevelser, som gør dig glad: Mærk solen, smag på kaffen eller lad dig opsluge af det, du gør.
  • Glæd dig til aktiviteten. Forventningens glæde er en del af det hele. Lad oplevelsen eller aktiviteten være noget, du ser frem til i løbet af din dag eller din uge.
Er en tur i en forlystelsespark, en koncertarena eller til en et all inclusive-hotel den bedste måde at styrke livsglæden?

Og nu som lovet et svar på spørgsmål, om en tur i en forlystelsespark, en koncertarena eller til en et all inclusive-hotel på en varm strand er det bedste middel til at styrke livsglæden?

Ja. Og nej.

Ja, fordi det alt det, der gør dig glad, har en betydning for din grundlæggende glæde ved livet.

Nej, fordi de store, ekstraordinære begivenheder ikke altid er den bedste måde at styrke livsglæden. Jo oftere, du gør det, der gør dig glad, jo bedre.

Derfor er det vigtigt at huske, at store og små aktiviteter i hverdagen også kan være oplevelser, som gør dig glad. For det er det, det handler om. At skabe tid og plads til det, der gør dig glad.

Læs også…