Sådan bliver du glad af det, du gør

Hjem / Bliv inspireret / Sådan bliver du glad af det, du gør

af Mette Sejersen

okt 7, 2021
Vi har hver især noget, som vi holder ekstra meget af at lave.

Noget, som opsluger os fuldstændigt, skruer helt op for vores koncentration og får os til at glemme tid og sted. Noget, som samtidig gør os gladere, mere afslappede og fyldte med energi.

Kan du genkende det?

Den tilstand hedder flow inden for psykologien. Det betyder direkte oversat at flyde, fordi tilstanden føles som at blive revet med af en indre strøm, der automatisk flyder gennem dig.

Flow-tilstanden er et rart sted at være. Og den er sund. Så det er værd at gøre mere af det, der kan få dig i den tilstand.

Her er 4 anbefalinger til at komme i flow, så du får mere livsglæde ud af det, du gør, og de aktiviteter, du engagerer dig i.

1. Brug tid på de aktiviteter, du holder af

Alle aktiviteter kan i princippet få os i flow: Vores arbejde, hobbyer eller det, vi skal lære på en uddannelse eller et kursus.

Men flow kommer ikke altid automatisk. Det kan kræve lidt af os. Derfor er det en god ide at vælge en aktivitet, som du holder ekstra meget af, og sørge for at bruge tid på den. Så er det nemlig lidt nemmere at gøre det, som flow-tilstanden kræver.

Det kan sagtens være en hobby, en del af dit arbejde eller et af de daglige gøremål. Men sørg for, at det er noget, som er sjovt at gøre for aktivitetens egen skyld – ikke for resultatets skyld.

male

2. Lad dig udfordre

En af forudsætningerne for flow er, at aktiviteten hverken er for let eller for svær.

Det er altså vigtigt, at du bliver udfordret. Når vi udfordres, skal vi nemlig bruge alle vores færdigheder og hele vores koncentration.

Dermed har vi ikke mental båndbredde til også at tænke på alt det, vi skal nå, eller som bekymrer og nager os. Det er der glæden og roen kommer snigende.

Hvis aktiviteten er for let, keder vi os. Hvis dem er for svær, bliver vi frustrerede og giver op.

Men hvis aktiviteten er præcis så krævende, at vi både bliver udfordrede og samtidig mestrer den, kræver den vores fulde opmærksomhed. Så kan vi fordybe os og forsvinde ind i den.

flow

Graf: Flow-tilstanden opstår der, hvor aktivitetens sværhedsgrad matcher vores kompetencer. Det må hverken være for let eller for svært.

3. Fordyb dig

Fordybelse er en anden forudsætning for flow-tilstanden. Hvis vi har tankerne for mange andre steder, punkterer det flow-boblen og spænder ben for oplevelsen af, at tid og sted forsvinder.

Derfor er det en god ide at skabe plads til fordybelse: Læg mobiltelefonen i et andet rum, sluk fjernsynet og luk døren til det, som kan forstyrre dig.

Fordybelse har også den fordel, at det, vi fordyber os i, får en særlig betydning for os.

Når den blomst, du selv har sået, blomstrer, er glæden ved at kigge på den større end ved at kigge på andre blomster. Og når du selv har bygget bordet, du spiser ved, er glæden ved at spise ved det større end ved at spise ved andre borde.

Pointen går igennem, ikke? Når vi fordyber os i en aktivitet eller ting, bliver verden ikke længere noget, som bare sker uden om os. Vi er selv med til at skabe og påvirke den.

Indkøb og shopping er et godt eksempel på betydningen af at fordybe og engagere os i noget.

Indkøb og shopping kan sagtens være kilde til grundlæggende glæde. Tænk bare på forventningens glæde, som måske af og til ledsager dig, når du handler.

Men forventningens glæde udvikler sig sjældent til en glæde med det, vi har købt, medmindre vi investerer tid, opmærksomhed og energi i at udforske og tilpasse det til os.

Hvis vi ikke gør det, forbliver det købte bare endnu en i mængden. Men hvis vi rent faktisk investerer tid og engagement i det, vi har købt, kan vi få et særligt forhold til det. Det bliver på en måde en del af os.

Den følelse er grundlæggende sund, livsbekræftende og værd at stræbe efter.

fordybelse

4. Forfølg din trang til at lære mere

Jo mere man ved, jo mere ved man også, at man ikke ved. Derfor er det uundgåeligt, at du hurtigt opdager alt det, du ikke kan, når du fordyber dig i en aktivitet. 

Men du opdager sandsynligvis også en trang til at lære det. At blive god til det.

Den trang er vigtig. For den betyder, at der er noget, som driver dig. Noget, som har betydning for dig. Det kan i sig selv smitte af på livsglæden.

Derfor bør du forfølge den trang. Målet er ikke, at du skal skynde dig igennem de 10.000 timer, som det tager at mestre noget.

Målet er, at du nyder følelsen af indre motivation og glæde ved at beskæftige dig med noget, som gør dig glad.

Desuden er det nødvendigt at lære mere for ikke at miste muligheden for at komme i flow. Efterhånden som du bliver mere rutineret i det, du gør, risikerer du nemlig at komme til at kede dig, hvis ikke du udfordrer dig selv og øger sværhedsgraden bare en lille smule.

lære

Mærk din skaberglæde. Og nyd den

Hver aktivitet indeholder en adgangsbillet til flow, siger man. Men det kræver noget af os, bl.a. at vi lader os udfordre og fordyber os.

Indsatsen kommer til gengæld mange gange igen. For den fordrer vores indre, naturlige skabertrang og den glæde, som er forbundet med at skabe.

Vi skaber nemlig oftest noget, når vi fordyber os. Enten fysisk, når vi drejer en keramikkop, anlægger et blomsterbed eller bager en kage.

Eller intellektuelt, når vi fordyber os i viden eller lærer om et nyt emne. At lære og tilegne sig ny viden er lige så tilfredsstillende som at skabe noget fysisk.

Trangen til at skabe er grundlæggende menneskelig, og oplevelsen af at gøre det er grundlæggende sund.

Så fordyb dig i det, der gør dig glad. Det gør dig sundere.

Find de aktiviteter, som får dig i flow

Svar på spørgsmålene et ad gangen, og skriv gerne dine svar ned. Hav svaret på forrige spørgsmål i tankerne, når du bevæger dig videre til det næste.

Brug dine svar til at finde frem til den eller de aktiviteter, som får dig i flow.

1. Hvad kunne du tænke dig at lave?

2. Er det noget, du allerede er god til, eller noget, du gerne vil lære om og blive bedre til?

3. Hvilke projekter kunne det være sjovt at blive en del af?

4. Hvilket udstyr eller værktøjer er der behov for, for at kunne komme i gang?

5. Oplever du fysiske eller mentale barrierer, for at komme i gang med det du gerne vil? Hvordan kan de overvindes?

Læs også…