Ugens oplevelse: Få fællesskab gennem nyheder

Hjem / Bliv inspireret / Ugens oplevelse: Få fællesskab gennem nyheder

af Mette Sejersen

sep 23, 2021

Det er sundt for både krop og sjæl at være en del af fællesskaber. Og de kommer i mange størrelser, fællesskaberne. 

I ugens oplevelse, Avisoplæsning hos Oplaes.dk, bliver man en del af et lille hyggeligt og intimt fællesskab, som mødes én gang om ugen for at læse, høre og diskutere aktuelle avisnyheder.

Et lille fællesskab, som fokuserer på de store perspektiver.

”Den giver en form for pusterum i hverdagen og en mulighed for at møde mennesker, som man nok ellers ikke lige ville møde. Man får snakket om forskellige ting – dagsordenen og nyheder – i en gruppe, som er mulig at sætte sammen takket være internettet.”

Sådan siger Sisse Katrine Andreasen om de avisoplæsninger, hun er vært for hos Oplaes.dk.

En lille, hyggelig avisklub

Én gang om ugen læser Sisse højt fra den britiske avis The Guardian. Tidligere har det været artikler fra Berlingske og Kristeligt Dagblad, som hun har formidlet til interesserede deltagere.

”Oplæsningerne skaber et unikt lille rum, hvor det handler om selve oplæsningen og det at være sammen – selvom det foregår online, og man ikke møder hinanden fysisk,” siger Sisse.

Deltagerne kender ikke nødvendigvis hinanden på forhånd, men hverken det eller oplevelsens online medium er nogen hindring for snakken og hyggen.

”Jeg prøver altid at få en snak i gang, inden vi starter, så folk føler sig velkomne. Men snakken kommer faktisk meget naturligt. Vi kan sagtens komme til at snakke en masse, inden vi overhovedet kommer i gang med oplæsningen,” griner Sisse.

”Da jeg i foråret læste Berlingske op for et fast hold, var det som om, vi nærmest havde en lille klub, hvor vi følte, at vi kendte hinanden lidt. Vi sagde: ”Jeg glæder mig til næste gang – og så har jeg kaffen klar.” Eller ”måske skal vi drikke et glas rødvin sammen næste gang?””

Fakta om avisoplæsning

  • Daglige oplæsninger af aktuelle aviser alle ugens syv dage med max 10 deltagere
  • Værterne er journalister, som læser og formidler de artikler, der interesserer deltagerne
  • Tid og plads til snak om artiklerne – og de tanker, de sætter i gang
  • Se mere på oplaes.dk

Fællesskabet er drevet af interesse for nyheder

Det, som samler Sisse Katrine Andreasen og deltagerne, en nysgerrighed på, hvad der sker i Danmark og i verden, og en interesse for at forstå og tale om det. Det er de interesser, som driver fællesskabet.

”Modsat radio og tv giver det her mulighed for at dykke ned i tingene på en helt anden måde. Tit bruger vi lang til på at snakke om et emne, efter vi har læst en artikel: Hvorfor er det sådan? Hvad kan man gøre? Hvad kommer der til at ske?” fortæller Sisse.

”Folk er nysgerrige og stiller mange spørgsmål. Jeg har ikke alle svarene, fordi jeg ikke har skrevet artiklerne, men jeg har et indblik qua min journalistiske faglighed, så her kan jeg som formidler bidrage med nogle ting.”

Et eksempel er Brexit.

”Jeg bor i London, og har boet her i 6 år, så jeg har jo været vidne til Brexit på første hånd. Til en avisoplæsning kunne jeg forklare, hvordan tingene foregår, og hvorfor man i engelsk politik tænker, som man gør.

Man når sjældent helt så langt og får et personligt perspektiv samtidig i nyhederne hjemme i Danmark.”

fælles interesse

Fællesskabet inspirerer til flere oplevelser

Man skal deltage i avisoplæsningen, mener Sisse, fordi man har lyst til at læne sig tilbage, slappe af og høre nyheder, som man interesserer sig for, men som man måske ikke selv har mulighed for at læse.

Og så skal man være åben for det, der opstår i løbet af selve oplevelsen.   

Selvfølgelig forbereder jeg nogle artikler,” forklarer Sisse. ”Men det vigtige er jo lige så meget det, der opstår, når vi er i gang.

Det er meget op til deltagerne at være med til at bestemme, hvad de gerne vil høre, og hvad de slet ikke vil høre mere om – det er ofte Corona,” griner hun.

Det allerfineste, synes Sisse, er, når avisoplæsningerne inspirerer deltagerne ud over den time, avisoplæsningen varer.

”Engang sluttede vi dagens oplæsning med en let historie. Der var en guide til de bedste fastelavnsboller i København, så den læste jeg op.

Bagefter blev flere af deltagerne enige om, at de ville tage på tur og smage fastelavnsbollerne. Så fordi vi læste den lidt fjollede guide, blev de inspireret til selv at tage ud og opleve byen. Det er hyggeligt, synes jeg.”

Sisse Andreasen

På billedet: Sisse Katrine Andreasen, journalist og avisvært på Oplaes.dk

Sisses råd: Sådan kan du selv fodre din nysgerrighed på verden

  • Lyt til podcasts. Podcasts er en slags radioprogrammer, som du kan lytte til, når du har lyst. Forskellige podcasts er typisk meget specifikke og går i dybden med ét emne eller ét tema. De fleste smartphones har en podcast app, men du kan også finde podcasts på internettet. Søg på det, du gerne vil høre mere om og se, hvad der kommer frem.
  • Deltag i foredrag. Corona-nedlukningen har fået antallet af især online foredrag til at eksplodere – de såkaldte webinarer. Find dem, som interesserer dig – online, men også i den fysiske verden – og bliv en del af et nysgerrigt fællesskab.

Læs også…